7 foreninger slår sig sammen for at skabe gratis netværksmøder for tidligere misbrugere 

Når man forandrer sit liv, betyder det ofte, at man også skal rydde ud i omgangskredsen. Derfor kan et liv uden rusmidler hurtigt føles ensomt og virke skræmmende.For at lette denne proces har 7 foreninger nu slået sig sammen om at komme ensomheden til livs ved at arrangere gratis netværksmøder hver anden søndag.

Eneste krav for deltagelse i  møderne for ”STOFFRI NETVÆRKSDAG” er, at man er ædru og clean. Man behøver således ikke at være medlem af nogen forening eller behandlingssted.

Møderne foregår fast på Sankt Kjelds plads i lokalerne hos AlfaRehab, hvor vi arrangerer stor brunch. Det koster INGENTING at deltage og man kan komme og gå som man vil.

”Selvom vi hos Alfa har et meget aktivt socialt frivilligt program, oplever vi fortsat, at mange af vores klienter og tidligere klienter kan føle sig udfordret i at få skabt en god og sund omgangskreds. Som børn er vi meget bedre til at skabe nye venskaber og denne færdighed skal lige trænes lidt, når vi kommer op i alderen. Derfor har vi længe set et behov og ønsket at hjælpe det på vej. Med ”STOFFRI NETVÆRKSDAG” er det nu blevet muligt og vi er utrolig glade for den positive respons og store opbakning initiativet får,” udtaler leder af AlfaRehab Morten Pedersen.

Til netværksmøderne kan deltagerne spise lækker brunch og bagefter er der lagt op til at man hænger ud og hygger sig. Der er masser af brætspil og mens nogle snakker er der andre, der går i fælledparken og spiller bold.

Programmet er fast sat til at vare fra ca 11 til 16.

For de der er klar på mere socialt opfordres de til at forsætte festivitassen hos Terminal 1, der er et nærliggende værested som Røde Kors Hovedstaden står bag.

”STOFFRI NETVÆRKSDAG” afholdes fast hver anden søndag i Alfa’s lokaler på Sankt Kjelds plads 12 på 2. sal.

Vil du være sikker på ikke at misse en, så følg os på Facebook eller LinkedIn